22 53 33 17
22 53 33 17

Når mor eller far har en psykisk sygdom: Vi skal turde tale om de svære følelser

Dato: 2. marts 2021
Som familiebehandler rykker Arjman indimellem ud i familier, hvor psykisk sygdom hos den ene eller anden forælder fylder så meget, at der ikke er overskud til at drage omsorg for børnene i familien. Læs, hvordan hun hjælper både børn og forældre med at tackle den utryghed og uforudsigelighed, som i perioder følger i kølvandet på psykisk sygdom.
 
Ifølge Psykiatrifonden vokser op mod 31.000 børn op med forældre med en psykisk sygdom. Det kan være forskelligt, hvordan det  påvirker familien, men det kan have alvorlige konsekvenser, hvis hverken børnene eller forældrene i rette tid får hjælp og redskaber til at tackle de udfordringer, der kan følge med, når mor eller far kæmper med fx angst, depression eller en bipolar lidelse.
 
Som familiebehandler i Memox kommer Arjman indimellem ud i familier, hvor den ene forælder har en psykisk sygdom, og den anden forælder i et stykke tid har stået alene med hele ansvaret for børnene og alt det praktiske i hjemmet. Det har måske ført til, at rutiner i hjemmet omkring hverdagens gøremål og samvær er brudt sammen - og at børnene må kigge langt efter de voksnes nærvær og tryghed.
 
"Det er også hårdt og krævende at være den anden forælder, der står tilbage med det primære ansvar, især hvis netværket omkring familien er begrænset. Eller hvis netværket slet ikke involveres, fordi psykisk sygdom stadig ses som et tabu hos mange familier. Og det kan ende med, at hverdagen til sidst handler om ren overlevelse. Og bekymringerne for børnenes udvikling og trivsel kan blive høje,” fortæller Arjman.

 

Familiebehandling på mange fronter

Som familiebehandler sætter hun ind på mange forskellige fronter; det handler om at komme hele vejen rundt og prøve alle muligheder for at hjælpe børnene.
 
En del af familiebehandlingen drejer sig om at støtte familien til at håndtere alle de praktiske ting i hjemmet, så børnene ikke risikerer at gå for lud og koldt vand, uden madpakker og rent tøj i de perioder, hvor den ene forælder har det dårligt. Og så retter Arjman masser af sin professionelle, kærlige opmærksomhed mod børnene.
 
"Det er hårdt for børn at opleve, at mor eller far har det skidt. Det påvirker dem mentalt og stresser dem. Børnene forstår ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, men de bruger en masse energi på at lægge mærke til, hvordan mor eller far har det. Nogle prøver at pakke alle de svære følelser væk. Og andre begynder at bebrejde sig selv og tænker, at de har gjort noget galt, når nu mor eller far græder igen, ligger i sengen hele dagen eller er helt tavs.”

 

Taler med børnene om psykisk sygdom

Derfor gør det ifølge Arjman en stor forskel for børnene, når hun lytter til, hvad de har på hjerte, og spørger ind til de følelser, de går og bærer på – tit i det skjulte. 
Hun taler også med dem om psykisk sygdom og hjælper med at adskille sygdommen fra personen.
 
"Det er vigtigt, at børnene forstår, at mor eller far ikke ER sygdommen. Hun eller han er stadig den mor eller far, der leger med dem, laver mad og putter dem – måske bare ikke i de perioder, hvor sygdommen fylder," siger Arjman, som også prøver at almindeliggøre psykisk sygdom og snakke med børnene om, at der er mange andre, der ligesom deres mor eller far kæmper med psykisk sygdom. 
 
"De skal vide, at det er hverken skamfuldt eller flovt at have en forælder, der er psykisk syg,” understreger Arjman. 
 
I de tilfælde, hvor der er høj bekymring for børnenes trivsel, laver hun en sikkerhedsplan. Det kan fx være en plan for, hvem børnene i en prioriteret rækkefølge skal ringe til, hvis de føler sig utrygge derhjemme, fordi mor eller far får det dårligt.

 

Hjælper fælles forståelse mellem forældrene på vej

Arjman oplever, at det har afgørende betydning, at den raske forælder forstår og anerkender, hvad det er, den anden forælder kæmper med. Hun støtter derfor begge forældre i at tage imod tilbud fra psykiatrien. 
 
”Hvad er det egentlig, man gennemlever, når man kæmper med en bestemt sygdom? Det er vigtigt at forstå for den raske forælder for at kunne gå ind at være en støtte,” pointerer Arjman, som også motiverer forældrene til at skabe et fælles sprog, som de kan bruge i kommunikationen med børnene.
 
"De kan fx aftale formuleringer som, ”Når mor er ked af det og ligger i sengen, er det, fordi det er en af de dage, hun er dårlig/syg, og det er okay. Det er ikke din skyld.” Når børnene oplever, at forældrene står sammen og snakker med dem om, hvad der er på færde, så letter det på deres skyldfølelse og giver også større forudsigelighed,” understreger Arjman.
 

Holder fast i håbet

Samtidig snakker hun med den syge forælder om, hvordan hun eller han selv kan skærme børnene bedst muligt i de perioder, hvor sygdommen tager over. 
 
”Hvis forælderen fx hører stemmer og har brug for at råbe ad sine stemmer, så kan jeg godt aftale, at hun eller han kun gør det, når børnene ikke er hjemme,” siger Arjman
 
Hun hjælper også forælderen med at lære at leve bedst muligt med sygdommen ved at motivere og støtte hende eller ham til at gøre mere af det, der afstresser eller gør glad, fx meditere, høre et bestemt stykke musik, dyrke motion eller bede.
 
”Jo bedre forælderen med en psykisk sygdom har det, jo bedre har hele familien det. Så jeg gør altid, hvad jeg kan, for at anerkende, rose og minde om de fremskridt, der sker, og hjælpe begge forældre med at holde fast i håbet og hive fat i det positive.”
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
14. juni 2021
Memox lancerer ny specialiseret spædbørnsindsats til udsatte og sårbare forældre
Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en specialiseret indsats til udsatte spædbørnsforældre, som skal være med til at skabe en sikker ramme omkring spædbarnets trivsel og udvikling i det første altafgørende leveår.
Læs indlæg
2. juni 2021
Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.”
Læs indlæg
25. maj 2021
Vi fortsætter kun vores indsatser, så længe det er nødvendigt
For knapt halvandet år siden skiftede socialrådgiver-uddannede Mona Zandi jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582