22 53 33 17
22 53 33 17

Vi skal lytte til barnets stemme

Dato: 10. november 2021
Som skolecoaches i Memox Skoleboost har Nicola og Vicki  fokus på at nuancere de ensidige historier, som fortælles om børn, som de voksne har svært ved at rumme. For tit er børnene blevet puttet ned i en boks, som de har svært ved at komme ud af. Derfor handler det om fra første færd at få barnets stemme ind i indsatsen.
 
En af de første gange Vicki møder det barn, hun som skolecoach skal hjælpe, sætter hun sig ned og snakker med barnet om, hvor det halter med trivslen. Hvor oplever barnet selv, at det gør mest ondt? 
 
Med sig har hun Barnets Livshjul – et dialogværktøj, udviklet i Memox, som kan gøre den voksne klogere på de udfordringer, barnet oplever at stå alene med i skolen, hjemme og i fritiden. 
Barnets Livshjul er inddelt i 9 områder - undervisning, voksne, klassekammerater, lektier, mad, søvn, familie, venner og aktiviteter - som barnet kan score på en trivselsskala fra 1-10.
 
”Livshjulet er et godt værktøj til at tale om de områder, hvor barnet scorer sig selv lavt. Og det er også en god hjælp til at få øje på de udfordringer, som de voksne ikke har været opmærksomme på. Jeg er altid nysgerrig på barnets egne input og forslag til, hvad barnet selv kan gøre for at rykke sig på skalaen,” fortæller Vicki og tilføjer:
 

”Det gælder simpelthen om at få barnets stemme ind i indsatsen, for så snart børnene finder ud af, at vi arbejder ud fra deres behov, så kan de også se, at de kan bruge vores tiltag. Og Livshjulet hjælper dem med at holde fokus på det, vi sammen arbejder for i Skoleboost.”

Hele vejen rundt om barnet

Som skolecoach i Skoleboost samarbejder Vicki og Nicola med skolens personale og deltager i undervisningen sammen med barnet, mens en familiekonsulent støtter op om de udfordringer, som familien oplever derhjemme.  Skolecoach og familiebehandler samarbejder samtidig tæt om at bygge bro mellem skole og hjem, så vigtig viden ikke falder ned i den kløft, der ofte eksisterer mellem skole og hjem.

”I Skoleboost har vi alle aspekter omkring barnet med, så vi på alle niveauer kan rykke noget og styrke barnets tryghedsfølelse. Og vi oplever, at det tætte samarbejde hele vejen rundt betyder, at både forældre, skole og børn tager mere ejerskab til de mål, der er sat for at få barnet i trivsel - og tilbage i skole igen, hvis mistrivslen er endt i skolefravær,” understreger Vicki.
     

Ser på barnet med nye øjne

Men for at barnet kan begynde at arbejde med sig selv, så er det vigtigt, at de voksne – lærere, forældre og pædagoger – får øjnene op for de ressourcer, barnet har. Mange gange vil situationen nemlig være den, at de voksne omkring barnet føler sig frustrerede og opgivende i forhold til at rumme barnet, både i skolen og hjemme. Og Ifølge de to skolecoaches bliver børnene tit puttet i en boks. Det er således den samme ensidige historie om barnet, der fortælles.
 
”Historien behøver ikke nødvendigvis at være forkert, men den er ufuldstændig og ser ikke bagom den adfærd, som opfattes som uhensigtsmæssig. Barnet bliver dermed låst fast i et ensidigt og ofte negativt narrativ, som gør det svært for både de voksne og barnet selv at få øje på nye handlemuligheder. I værste fald ender fortællingen med at blive selvforstærkende,” vurderer Nicola.
 
Derfor har hun et vågent øje for de brikker, der kan være med til at nuancere opfattelsen af de børn, hun som led i Skoleboost arbejder med.
 
”Som skolecoach, der er tæt på barnet, får jeg øje på nogle ting, som læreren ikke selv observerer. Jeg ser måske, at barnet bakker op om læreren og opgaven, når han eller hun sidder ude i gruppearbejde, eller at barnet tager godt imod vikaren. Og jeg får måske også øje på nogle oversete faglige udfordringer, som jeg kan sparre med læreren om. Så det handler om, at jeg kan give lærerteamet og andre voksne omkring barnet muligheden for se barnet gennem nogle andre briller,” fortæller Nicola.
 

En ekstra håndsrækning

De to skolecoaches kan også tilbyde lærerteamet at tage en snak om, hvad det er, de oplever påvirker trivslen og klassekulturen.  
 
”Vi har mulighed for at observere ting, som lærerne måske ikke selv ser, fordi tingene i dagens folkeskole går så hurtigt, og læreren skal have mange bolde i luften. Vi kan tilbyde at sparre med lærerteamet om, hvad de kan gøre for at komme udfordringer og konflikter i møde og arbejde med de ting, som påvirker trivslen for både det enkelte barn og for hele klassen, siger Nicola.

”Vi kommer som en hjælp til barnet, men vi er også en ekstra håndsrækning til lærerteamet – så det nemmere kan lykkes for alle,” slutter Vicki.

Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
6. december 2021
Det betyder meget, at familien kan se, at der er sket en udvikling
Læs indlæg
10. november 2021
Vi skal lytte til barnets stemme
Læs indlæg
25. oktober 2021
Memox Julehjælp 2021
Memox uddeler 50 julekurve til familier på Sjælland.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582