22 53 33 17
22 53 33 17

Sommerferieaktiviteter 2019

Dato: 28. juni 2019

Tag familien med på sommereventyr i Danmark


I dag starter skolernes sommerferie. Vi har derfor samlet en oversigt over nogle af landets mange aktiviteter, som børn og forældre kan deltage i løbet af sommerferien - og mange af dem er endda helt gratis.

Du kan læse mere om de enkelte aktiviteter ved at klikke på deres navn nedenfor.

Vi ønsker alle en rigtig god sommer. 

Sommeraktiviteter på Sjælland

 

Sommerdans

Tag familien med til gratis sommerdans i Fælledparken i København og prøv kræfter med swing, salsa, argentinsk tango, kizomba, folkedans, bollywood, afrobeat, dancehall og meget mere. Danseundervisning for begyndere finder sted mandag til torsdag klokken 19-20, og efterfølgende er der dj og fri dans. Hver torsdag klokken 12-14 er der dans for børn, og hver søndag klokken 14-16 er der dans for familien.
 
Fælledparken på hjørnet af Edel Sauntes Allé og Øster Allé
2100 København
 
 

Jazz for Kids

Tag børnene med til Copenhagen Jazz Festival, hvor der igen i år afholdes Jazz for kids. Oplev jazz i børnehøjde, hvor alle sanser inddrages gennem leg, dans, fortælling og billedkunst. 
 
Sankt Peders Stræde 28C, 2. sal
1453 København K

 

Bliv klar til skolestart

Skal dit barn starte i skole efter sommerferien? Så kom til en weekend fyldt med klippe-klister, syning og nye venskaber. Eventet finder sted lørdag klokken 12-15 og søndag klokken 12-14. Det koster 30 kroner for begge dage.
 
Dirch Passers Allé 4
2000 Frederiksberg

 

Fællesspisning

Hver onsdag er der fællesspisning hos Café Glad på Frederiksberg. Tag familien med til langbords og nyd et lækkert måltid i selskab med andre familier. Menuen er skiftende, men der vil være fokus på økologi og sundhed. Børn under 2 år er gratis, børn til og med 8 år koster 49 kroner og voksne koster 79 kroner.
 
Dirch Passers Allé 4
2000 Frederiksberg

 

Drone race

Prøv kræfter med at styre en drone gennem forhindringsbanen. Du vil blive udstyret med et par VR-briller, så du kan opleve, hvordan det føles at sidde i cockpittet og styre et flyv. Det er gratis at være med, og arrangementet henvender sig til børn fra 8 år og op efter. Arrangementet finder sted tirsdag 9. juli klokken 12-14 og 15-17 og onsdag 10. juli klokken 15-17 og 18-20.
 
Dirch Passers Allé 4
2000 Frederiksberg

 

Sommerbio

Hver mandag i sommerferien er der biografoplevelser for børn i alle aldre. Tag din familie og en omgang popcorn under armen og få en oplevelse på det store lærred. Det er gratis at deltage.
 
Dirch Passers Allé 4
2000 Frederiksberg

 

Sagnlandet Lejre

Rejs tilbage i tiden og kom helt tæt på fortidens familier. Mød stenalderjægeren, jernalderbonden og vikingerne. Kast jer ud i de mange forskellige aktiviteter både for store og for små, og hils på gederne og vildsvinene. Slut dagen af med mad over bålet. En billet koster 105 kroner og kan bruges hele sommeren.
 
Slangealleen 2
4320 Lejre

 

Frilandsmuseet

Tag familien med på Frilandsmusset og besøg museets stemningsfulde, historiske huse og gårde, og nyd de smukke haver og landskaber. Oplev, hvordan børnenes hverdag var for 200 år siden, og se hvordan en familie levede dengang. Du kan også komme til Frøsnapper festival og være med, når 1970’ernes børneunivers folder sig ud. Entre er gratis for børn, og voksne koster 80 kroner. 

Kongevejen 100
2800 Kongens Lyngby

 

Pjerrot på Bakken

Tag børnene med på Bakken og hils på Pjerrot, som hver dag underholder med sine tryllerier. Pjerrot går på klokken 15, 16 og 17, og det er gratis at være med.
 
Dyrehavevej 62
2930 Klampenborg
 

Sommeraktiviteter på Fyn


Gratis koncert i Kongens Have

Hver torsdag i juli er der gratis koncert i Kongens Have i Odense. Tag et tæppe og en picnickurv under armen, og invitér familien med til en musikalsk dag i Kongens Have. Læs det fulde program på Odense Kommunes hjemmeside.
 
Kongens Have
5000 Odense
 
 

Odense Havnebad

Få en kold dukkert i Odense Havnebad. Havnebadet har både badebassiner og sauna, og det er bemandet med livreddere, så både børn og voksne kan føle sig trygge. Havnebadet er gratis og har åben hele sommerferien.
 
Gamle Havnekaj 3
5000 Odense
 
 

Filmfestival

Tag børnene med til Den Danske Internationale Filmfestival, hvor der hver formiddag vises kortfilm i børnehøjde. Efterfølgende vil der være filmworkshop for børn og voksne. Filmfestivalen løber af stablen den 26. august til den 1. september. Det er gratis at være med, dog er skal man huske at booke billetterne på forhånd. 
 
Kulturmaskinen, Farvergården 7, 1. sal
5000 Odense C
 
 

Naturama i Svendborg

Kom helt tæt på naturen og oplev elge, moskusokser, hvalskeletter og fugle. Dyk ned i det blå dyb, og sig hej havets kæmper. Kom helt tæt på isbjørne, ulve og vildsvin, og mød fortidens dinosaurer, deres æg og reder. Det er gratis for børn.
 
Dronningemaen 30
5700 Svendborg
 
 

Den fynske landsby

Invitér børnene med til Den fynske landsby, og oplev Fyns historie på nært hold. Landsbyen byder på et hav af sjove og lærerige aktiviteter for børn i alle aldre. Den fynske landsby har åben hele sommeren, og det er gratis for børn. 
 
Sejerskovvej 20
5260 Odense S
 
 

Naturlegepladsen Galaksen

Pak en picnickurv, og tag børnene med på naturlegepladsen Galaksen. Lad børnene slå sig løs med boldspil og svævebane. Tag udfordringen op i et spil petanque og slut dagen af med at grille skumfiduser over bål. Naturlegepladsen har åben hele sommeren, og det er gratis. 
 
Skovsbovej 22
5690 Tommerup 
 
 

Sansehaven i Nyborg

Sansehaven i Nyborg byder på leg og sjov, som udfordrer børn i alle aldre. Prøv kræfter med balancebommen og de forskellige klatreredskaber. Sig hej til havens kaniner, geder, ænder og høns. Slut dagen af med en dukkert på stranden, og spis den hjemmebragte madpakke. Haven har åben hele sommeren, og entre er gratis. 
 
Strandvænget 1
5800 Nyborg
 

Sommeraktiviteter i Jylland

 

Madsby Legepark

Inviter familien ud i det gønne, og lad dagen gå med leg og spas i Madsbyparken, som rummer mange forskellige aktiviteter for voksne og børn i alle aldre. Slå jer løs i Tarzanbanen, lej en båd eller en oppustelig bold på søen, se dukketeater eller kør mooncar. Det er gratis for både børn og voksne, dog koster båd og oppustelig bold 50 kroner. Parken har åben hele sommeren.
 
Lumbyesvej 45 
7000 Fredericia 
 
 

Dyreparken NVB

I Dyreparken NVB i Hjørring kan børnene se æsler, vaskebjørne, papegøjer, påfugle, skildpadder, katte, egern og mange andre dyr på helt tæt hold. Du kan endda få lov til at holde en slange. Slut dagen af med at nyde en hjemmesmurt picnickurv i de grønne omgivelser. Parken har åben hele sommeren, og entre er gratis. 
 
Georg Jensens Vej 12
9800 Hjørring
 
 

Bolcheriet Løkken 

Forkæl hele familien med lidt lækkert til den søde tand. Hos Bolcheriet kan I komme helt tæt på og opleve, hvordan bolcher fremstilles. Se, hvordan bolchemassen flyver gennem luften, mens rummet fyldes med sang og en duft, som vil få din mund til at løbe i vand. Slut dagen af med at smage de helt frisklavede bolcher. Bolcheriet har åben hele sommeren, og det er gratis at deltage.  
 
Torvet 1
9480 Løkken
 
 

Aalborg havnebad

Få et afbræk fra solens varme stråler og få en dukkert i Aalborg Havnebad. Havebadet ligger lige i centrum af Aalborg og rummer alt fra børnebassin og klatrevæg til motionsbassin og springtårn. Havnebadet er bemandet med livreddere, så både børn og voksne kan føle sig trygge. Havnebadet er gratis og har åben hele sommerferien. 
 
Jomfru Ane Parken 6
9000 Aalborg
 
 

Klithusegården i Skallerup

Tag børnene under armen og inviter dem på en oplevelsesrig dag på Klithusegården i Skallerup. Her er der mulighed for klappe og fodre gårdens dyr, få en ridetur på en pony, give den gas i legelandet og vandlandet og udfordre familien i bowling. Klithusegården har åben hele sommeren, dog er alle aktiviteter ikke gratis. 
 
Nordre Klitvej 21
9000 Hjørring
 
 

Gratis koncert i Blokhus

Hver torsdag i sommerperioden afholdes der gratis koncert på torvet i Blokhus. Inviter familien på en musikalsk oplevelse og få stillet sulten i en af torvets mange madboder.
 
Torvet
9492 Blokhus
 
 

Blokhus og bilerne

Blokhus inviterer til bilweekend d. 29. og 30. juni på torvet i Blokhus. Oplev alt fra klassiske ældre biler til eksklusive sportsvogne. Det er gratis at deltage. 
 
Torvet
9492 Blokhus
 
 

Marselisborg Dyrehave

Inviter børnene ud i naturen og kom helt tæt på hjorte, dådyr, vildsvin og ænder i Marselisborg Dyrehave i Århus. Tag æbler og gulerødder med og lad børnene fodre dyrene. Rund dagen af med at nyde en madpakke i grønne omgivelser. Det er gratis at besøge parken. 
 
Ørneredevej 6
8270 Højbjerg
 
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
14. juni 2021
Memox lancerer ny specialiseret spædbørnsindsats til udsatte og sårbare forældre
Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en specialiseret indsats til udsatte spædbørnsforældre, som skal være med til at skabe en sikker ramme omkring spædbarnets trivsel og udvikling i det første altafgørende leveår.
Læs indlæg
2. juni 2021
Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.”
Læs indlæg
25. maj 2021
Vi fortsætter kun vores indsatser, så længe det er nødvendigt
For knapt halvandet år siden skiftede socialrådgiver-uddannede Mona Zandi jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582