22 53 33 17
22 53 33 17

Faglig Fredag: I dag er jeg den person, jeg selv havde brug for, da jeg var ung

Dato: 12. december 2019
På trods af en kriminel fortid, adskillige år bag tremmer og dybe ar på sjælen har Ali Najei formået at skabe sig et helt normalt liv med rækkehus, kone og Ikea Familykort. Til Faglig Fredag i Memox tog han deltagerne med på sin personlige rejse fra en barndom præget af vold, svigt og nederlag til i dag, hvor han er mentor for kriminelle og kriminalitetstruede unge.

For Ali blev et liv på gaden i det kriminelle miljø i en ung alder det mest trygge sted, han kendte. Han er opvokset i det københavnske nordvestkvarter i en flygtningefamilie, hvor syngende lussinger, tørre tæsk og hårde ord var hverdagskost for både Ali og hans fire brødre.
 
”Helt fra jeg var lille dreng fik jeg kærligheden at føle, hver gang min far gav mig en flad, og min mor kaldte mig ’dit lille udyr’. Når du på den måde bliver præget af vold og kærlighed, så bliver du til en kærlighedspsykopat, som er tiltrukket af volden og elsker at råbe og skrige og slå, ” fortæller 26-årige Ali.
 
Da han startede i 1. klasse, havde han lært, at volden altid var den nærmeste løsning. Den første klassekammerat, der drillede ham, fik én over nakken.
 
Men Ali måtte sande, at dét, han havde lært hjemmefra, det var forbudt henne i skolen. Han husker tydeligt en dag, hvor han blev sendt ned til skoleinspektørens kontor, fordi han havde slået en dreng. Hans far blev tilkaldt og fik at vide, at i danske skoler må man ikke slå. Faren lover, at Ali ikke vil gøre det igen.
 
”Men hvad sker der så, da jeg kom hjem? Jeg får tæsk! Jeg forstod det ikke i mit lille hoved: Hvis min far måtte slå, hvorfor måtte jeg så ikke?”
 
Det spørgsmål fik Ali aldrig et svar på. Så han fortsatte med at slå fra sig og blev smidt ud af alle de skoler, han startede på. 14 i alt. 

 

Ind i det kriminelle miljø

Og hvad gør du så, når din mor og far og alle lærere og pædagoger ser dig som ukrudt? spørger Ali.
 
Svaret fandt han i gadens parallelsamfund, hvor hans usikkerhed blev til sikkerhed.
 
”Jeg trådte ind i det kriminelle miljø, hvor jeg blev accepteret for, hvem jeg var af andre, der var ligesom mig, og som ikke stigmatiserede mig. Det eneste rigtige for mig var at være dér, hvor jeg følte mig tryg og fik anerkendelse.”
 
Som årene gik, blev Ali mere og mere opslugt af det kriminelle miljø. Alt imens hans foragt for det omgivende samfund og ”systemets repræsentanter” voksede.
 
”Mit had blev uigennemtrængeligt. Jeg fik masser af opmærksomhed. Den var negativ. Men det var lige meget. Jeg var på toppen, og jeg spredte frygt. Jeg fik en kontaktperson fra kommunen, da jeg virkelig var på vej langt ud. Jeg stjal hans dankort og smadrede hans bil. Jeg var så fucked up og kunne kun tænke to minutter frem.

 

Hævntørsten

Som 18-årig fik Ali sin første fængselsdom. Tre år i Vestre Fængsel sammen med kriminelle, som alle var mere forhærdede end han selv.

”I fængslet oplevede jeg ingen anerkendelse. Det var ind med dig. Ud med dig. Det var indsatte mod ansatte. Da jeg kom ud, havde jeg for alvor dedikeret mit liv til gaden.”

Alis navn var kendt i bandemiljøet. Han var en blæksprutte, der stjal biler, lavede afpresning, solgte narko og våben og deltog i kidnapninger.

I mellemtiden var Alis brødre også blevet en del af bandekriminaliteten - anbringelser og kommunale støttekontaktpersoner til trods. Og i 2016, da den københavnske bandekrig var på sit højeste, sidder fire Najei-brødre i fængsel, mens den yngste af brødrene er efterlyst.

En dag banker det på celledøren og Ali får at vide, at hans lillebror er blevet skudt ned. Det vækker en brændende hævntørst i ham.

”Alle mine tanker kredsede om, hvordan jeg kunne komme til at dræbe dem, der havde pløkket min bror ned. Men det var et dilemma. For samtidig var jeg begyndt at arbejde med min personlige udvikling.”


Personlig udvikling

Kriminalforsorgen havde udvalgt Ali til et projekt, som betød, at han fik en personlig coach.

”Hun hed Susan. Det var, som om jeg ikke var i fængsel, når hun trådte ind i min celle. Så var det kun hende og mig, og vi arbejdede med mine tanker og følelser.”

Det blev den spæde start til den selvudvikling, som Ali stadig er i fuld gang med den dag i dag.

Men da han for omkring to år siden stod på gaden efter at være blevet løsladt, havde hævntørsten endnu ikke sluppet taget i ham. Ali var stadig besat af tanken om at nakke dem, der næsten havde sendt hans lillebror til tælling. Iført skudsikker vest og en skarpladt ni millimeter pistol brugte Ali flere måneder på at efterforske, hvad der var sket med hans bror.


På scenen

Men en dag sker der noget helt nyt. Ali bliver kontaktet af teaterorganisationen C:NTACT. De inviterer ham til at være med i en forestilling om og med vrede unge mænd. Han går på scenen på Nørrebro Teater stadig iført skudsikker vest og sin pistol.

”Da jeg havde fortalt min livshistorie, fik jeg en stor klapsalve fra den samme slags folk, jeg plejede at hade, og det gik lige ind i mit hjerte. Jeg var rørt til tårer. Min historie var aktuel. Der blev stillet spørgsmål fra salen, og selvom jeg ikke havde en uddannelse, lyttede de til mig.”

Og Ali selv var også lutter ører. Han blev optaget af det, de andre medvirkende fortalte, og særligt det faktum at deres historier alle endte med, at de var kommet videre i livet. Væk fra vreden. Det var Ali efterhånden også klar til. Og han fik en uventet håndsrækning.

 

En ny løbebane

”På første række i teatret sidder en kvinde, og efter forestillingen tager hun fat i mig. Det ændrede min løbebane,” fortæller Ali.

Kvinden er Line Mansour. Hun er konsulent inden for kriminalpræventivt arbejde, antiradikalisering og medborgerskab. Hun spurgte Ali: ”Tør du samarbejde med mig, selvom det kommer til at gøre ondt?” Alis svar var ja, og i ni måneder coachede Line Mansour Ali i hans udviklingsrejse.

”Vi snakkede om min indre kamp, min bevidsthed og mine følelser. Hun tog mig med ud i en helt anden verden og viste mig, at man godt kan være uenige uden at slå. Line hjalp mig som en mor eller storesøster med at få sociale egenskaber. Og Jeg begyndte at ændre mig,” fortæller Ali, som efterfølgende har taget en HF-eksamen og en coachinguddannelse.


Gå ikke i mine kriminelle fodspor

”Min drivkraft i dag er, at jeg gerne vil hjælpe unge mennesker med ikke at gå i mine fodspor. I dag er jeg den person, jeg selv havde brug for, da jeg selv var yngre. Jeg kan noget de professionelle ikke kan, og de professionelle kan noget, jeg ikke kan - og når vi står sammen som fagfolk, er det mind blowing, hvad vi kan udrette.”

Det er Ali og Lines samarbejde et konkret bevis på.

I februar 2019 modtog de sammen Finn Nørgaard Foreningens arbejdslegat for deres samarbejde og indsats over for udsatte kriminalitetstruede gennem coachingforløbet STIFINDER.

”Jeg har fucket så meget op i mit liv og fucket så mange menneskers liv op, og jeg kan ikke bede dem alle om tilgivelse, men jeg kan til gengæld hjælpe andre nu. Og den anerkendelse jeg får idag er for evigt”.

STIFINDER - en konsekvent og kærlig håndsrækning til unge på kanten - er et tilbud til unge, som har behov for ekstra støtte, vejledning samt en intensiv og individuel indsats for at komme i uddannelse. Forløbet er helhedsorienteret og har skarpt fokus på, at uddannelse er vejen til et selvstændigt liv, som samtidig medvirker til personlig udvikling, dannelse, motivation og afklaring i forhold til uddannelsesmuligheder. Tilbuddets konkrete indhold afgøres ud fra en individuel vurdering af, hvilke livsmestringsredskaber den unge skal udstyres med. 

Læs mere om STIFINDER og om Ali Najai på hans hjemmeside

Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
14. juni 2021
Memox lancerer ny specialiseret spædbørnsindsats til udsatte og sårbare forældre
Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en specialiseret indsats til udsatte spædbørnsforældre, som skal være med til at skabe en sikker ramme omkring spædbarnets trivsel og udvikling i det første altafgørende leveår.
Læs indlæg
2. juni 2021
Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.”
Læs indlæg
25. maj 2021
Vi fortsætter kun vores indsatser, så længe det er nødvendigt
For knapt halvandet år siden skiftede socialrådgiver-uddannede Mona Zandi jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582