22 53 33 17
22 53 33 17

Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt

Dato: 2. juni 2021
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.” Sådan nogenlunde faldt ordene fra en mor, da Memox for nylig afsluttede en indsats med familiebehandling i en familie med rødder i Mellemøsten.

Pakeeza, som er familiekonsulent i Memox, blev meget glad da hun hørte moren sige de ord.

"For hold nu op, hvor den mor havde rykket sig!” siger Pakeeza, som ad flere omgange har arbejdet med familien, senest med tæt sparring fra socialfaglig koordinator Nadia.
 
Da Memox kom ind i familien, var samarbejdet mellem familien og dens sagsbehandler gået i hårknude, og kommunen overvejede alvorligt at anbringe familiens børn, som hverken trivedes eller udviklede sig alderssvarende.
 
”Forældrene havde siddet til flere møder med kommunen og nikket og sagt ja, og var så gået hjem og gjort det modsatte, fordi de ikke havde forstået, hvad der blev forventet af dem. De oplevede, at sagsbehandleren stillede krav, som de overhovedet ikke kunne honorere. Mens sagsbehandleren på sin side fik den opfattelse, at forældrene ikke var villige til at gøre en indsats for at forbedre sig som forældre,” forklarer Nadia.

 

Vi taler samme sprog

Først da Pakeeza kommer på banen som familiekonsulent, begynder forældrene så småt at forstå, hvad det er, kommunen ville have dem til at gøre. Pakeeza blev matchet på opgaven ud fra både sine kompetencer og sin sproglige og kulturelle baggrund. Fra første dag møder hun derfor familiens på deres modersmål og med en forståelse for den kultur, de er rundet af.
 
”De kan spejle sig i den fagperson, der kommer ind ad døren, fordi vi har samme baggrund og taler samme sprog. På den måde bliver jeg en rollemodel, som de kan nære umiddelbar tillid til. Det betyder, at de er mere trygge og åbne og dermed lydhøre over for den vejledning, jeg giver som familiekonsulent,” vurderer Pakeeza, og Nadia tilføjer:
 
”Man kan sige, at Pakeeza går ind og griber de her forældre, som før følte, at de havde fået påtvunget en handleplan, som de ikke forstod, og derfor havde svært ved at samarbejde om. Nu gav de udtryk for, at de følte sig set og hørt. Og det gjorde jo en kæmpe forskel.” 

Børnene er i centrum for familiebehandlingen

Men selvom Pakeeza møder familien på deres præmisser, så gør hun det samtidig klart, at der fra kommunens side er en alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling. Og at det er dén bekymring, de sammen skal arbejde med.  
 
”Så hvem er det, vi gør det her for? Det er børnene, der er i centrum. Ikke forældrene. Men det er igennem forældrene, vi skal opnå fremskridt og forbedringer for børnene. Derfor gjorde jeg rigtig meget ud af at få talt målene i handleplanen grundigt igennem med dem og visualisere dem for at gøre det helt tydeligt, hvad det var, vi skulle arbejde med,” forklarer Pakeeza. 
 
Både hun og Nadia oplevede, at forældrenes skepsis gradvist blev afløst af en vilje til samarbejde.
 
”Da først de forstod, at både Memox og kommunen var dér for at sørge for, at deres børn fik de bedst mulige vilkår – og at det ikke handlede om, at de skulle tilfredsstille sagsbehandleren - så gav det et ordentlig skub i den rigtige retning i forhold til deres fokus og tankegang,” fortæller Nadia.

 

Hjælp til en balanceret børneopdragelse

Én af de ting Pakeeza tog fat på i dialogen med forældrene var, hvad det vil sige at opdrage børn i det danske samfund i sammenligning med deres hjemland. 
 
Hvilke forventninger er der til forældre i Danmark? Hvad vil det sige at være barn i en dansk kontekst? Og hvordan kan man vende det til en fordel for børn at have rødder i flere kulturer og få flere sprog med sig i bagagen? Det var alt sammen nogle af de spørgsmål, hun hjalp forældrene til at forstå bedre.
 
”For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur. Så derfor er mit fokus at hjælpe dem til at finde en balance, hvor det er muligt at leve med to kulturer og to sprog - og også se det som en fordel. Det gælder om at støtte dem til at tage det bedste fra både den danske og hjemlandets kultur og blande det,” siger Pakeeza.
 
”Og så er det jo fedt, at forældre bliver mødt af en person, som forstår, hvor de kommer fra, og som selv er et eksempel på, at man som pige kan få et selvstændigt liv i det danske samfund med uddannelse og arbejde og samtidig bevare sin kultur, religion og sprog. Det giver håb for familien!” slutter Nadia.
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
14. juni 2021
Memox lancerer ny specialiseret spædbørnsindsats til udsatte og sårbare forældre
Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en specialiseret indsats til udsatte spædbørnsforældre, som skal være med til at skabe en sikker ramme omkring spædbarnets trivsel og udvikling i det første altafgørende leveår.
Læs indlæg
2. juni 2021
Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.”
Læs indlæg
25. maj 2021
Vi fortsætter kun vores indsatser, så længe det er nødvendigt
For knapt halvandet år siden skiftede socialrådgiver-uddannede Mona Zandi jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582