22 53 33 17
22 53 33 17

"Min smerte skulle bruges til min visdom"

Dato: 7. november 2018

Vinder af dette års Tag Ansvar pris


God ledelse er fundamentet for vækst og trivsel på arbejdspladsen. Lederne Hovedstaden hylder i den anledning hvert år lokale ledere, som tager ansvar. I år foregik prisuddelingen d. 6. november, og 12 ledere var nomineret i de fire forskellige kategorier; Frivillighed, Social Ansvarlighed, Iværksætteri og Trivsel.
 
I kategorien Social Ansvarlighed var Amelevi Hounou Rathleff, indehaver af virksomheden Memox, nomineret sammen med Karen-Inger Thorsen, direktør i Fødevarebanken samt Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta. De tre ledere var alle nomineret, da de er med til at påtage sig et samfundsmæssigt ansvar og skaber værdi, enten lokalt eller nationalt, ved at håndtere sociale, miljømæssige eller etiske udfordringer.
 
Vinderen blev Amelevi Hounou Rathleff, som har brugt sin egen opvækst og oplevelser til at danne grundlag for den socialt ansvarlige virksomhed, Memox, som har hovedsæde på Amager i København, men som også har afdelinger på Fyn og i Jylland. Virksomheden hjælper kommuner rundt om i hele landet med at give et tilbud til børn og familier, der har brug for ekstra støtte, og hjælper dem til at kunne håndtere svære situationer, når livet bliver konfliktfyldt. 
 


Amelevi skrev selv i forbindelse med nomineringen på sin LinkedIn-profil:


Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg i en alder af 37 år ville være blevet mor til tre skønne drenge, have verdens bedste mand, have en familie, som bakker mig op 100%, et netværk af de sejeste mennesker omkring mig og et veletableret firma, som hjælper og støtter udsatte børn og unge. Jeg har altid været meget privat og ikke meget for at dele ud af mit private liv på de sociale medier. Nu er jeg imidlertidig af den overbevisning, at min viden og delen kan bidrage til nuancering, refleksion og læring hos andre.

Jeg har igennem det meste af min barndom og ungdom kæmpet og grædt. Jeg havde som barn svært ved at se retfærdigheden i mistrivslen i mit hjem, konflikter med lærerne, de faglige udfordringer i skolen og – værst af alt – konflikter med mine klassekammerater. Alt dette førte til en anbringelse af mig som barn, hvilket jeg dengang ikke var i stand til at forstå. Nu 30 år senere ser jeg, at min smerte skulle bruges til min visdom. Denne erfaring har gjort, at jeg har ønsket at blive en bedre version af mig selv, så jeg har kunnet hjælpe andre, som var i smerte. Dette har blandt andet ført til det Memox, jeg skabte 6 år tilbage.

Mit hjerte brænder for at hjælpe udsatte børn, unge og familier. Jeg tror på, at alle børn og unge har bedst af at være hjemme, hvis der kan skabes trivsel. Og Memox blev etableret i håbet om, at jeg kunne skabe bedre vilkår for udsatte familier. Jeg havde troen på, at jeg kunne bidrage til samfundet med mine ressourcer gennem Memox. Mine kollegaer havde troen på, at vi sammen kunne skabe Memox. Samfundet, mine lærere på Peder Lykke Skolen, pædagogerne på mit anbringelsessted, sagsbehandleren på Amager troede alle på, at de kunne hjælpe mig i trivsel. Jeg er i dag evigt taknemmelig over min rejse. Selv om jeg ikke dengang syntes, at livet var nemt, er det min barndoms- og ungdomsrejse, som har skabt den, jeg er i dag.



Jeg er blevet nomineret til årets Tag Ansvar-pris i kategorien Social ansvarlighed.


Dette er for mig kæmpestort og ikke noget, jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at den lille mørke pige fra ’Planen’ havde kunnet opnå. Det er derfor med stor stolthed, jeg kan sige, at jeg er nomineret. I fornemt selskab med direktør i Fødevarebanken Karen-Inger Thorsen og medinitiativtager til beskæftigelsesforløbet "Klar til Start" Jens Romundstad.

Denne nominering havde ikke fundet sted uden det samfund, de mennesker og det netværk, der har været med til at forme og hjælpe mig: Skolen, sagsbehandlerne, mine forældre, mine venner og søskende. Mit team, som hver dag står derude sammen med mig i familierne – vi kunne ikke være det Memox, vi er, uden alle de mennesker som til daglig kæmper for at få børn og unge i trivsel.

Dette var en meget lang update på noget i mit liv, som lige nu optager mig. Jeg håber derude, at du vil tænke over, hvor meget du kan komme til at betyde for de børn og unge, som har brug for dig. Jeg ved nu, at mit kaos, min smerte ikke har været forgæves, men i dag kan bruges til at hjælpe hundredevis at børn og unge og deres familier. Hvis du sidder derude med en ide til, hvordan vi i fælleskab kan hjælpe udsatte børn og unge, så giver jeg gerne en kop the eller kaffe for nærmere drøftelse om emnet.
 
 
 
 
 
Del på Facebook  Del på LinkedIn
Forrige
14. juni 2021
Memox lancerer ny specialiseret spædbørnsindsats til udsatte og sårbare forældre
Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en specialiseret indsats til udsatte spædbørnsforældre, som skal være med til at skabe en sikker ramme omkring spædbarnets trivsel og udvikling i det første altafgørende leveår.
Læs indlæg
2. juni 2021
Det gør en kæmpe forskel, når forældrene føler sig set og hørt
”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.”
Læs indlæg
25. maj 2021
Vi fortsætter kun vores indsatser, så længe det er nødvendigt
For knapt halvandet år siden skiftede socialrådgiver-uddannede Mona Zandi jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.
Læs indlæg
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
Memox | Tlf. 22 53 33 17 | CVR: 37851582